Der er et sådant behov for større hjerter, store sind, for mere tolerance, venlighed og holdninger, der inkluderer alle. Vi har nok racisme og så mange andre måder at udelukke hinanden på. Vi ved alle sammen, hvor smertefuldt det er at være den, der er udeladt, at være den ekskluderede eller endda det undertrykkede mindretal. Nogle gange af absolut ingen grund. Det er absurd at vente på, at en anden løser dette meget menneskelige dilemma, for ventetiden kan være uendelig. Individuelt kan vi tage ansvaret for at løse dette problem, og heldigvis har vi mange ressourcer ved hånden. Vi kan vokse et større hjerte.

Hjerte er holdning og viljestyrke. Det er, hvordan vi retter vores ånd og fokus. Det interessante er ikke at pumpe det fysiske hjerte op, men snarere at vænne os fra vanen med at begrænse det. Det er let, og det er svært, men der er intet andet valg. Selviskhed gør ondt, og det gør ondt. Det gør ondt for os, de mennesker, vi elsker, og det gør en elendig verden. Det er en dårlig vane og en dum afhængighed, fordi den giver en falsk følelse af sikkerhed, samtidig med at vi bliver løsere end vinderen. Det er let nok at fortryde efter at have udsat en egoistisk og snæversynet holdning og derefter senere sige undskyld. Ærligt, det hjælper måske til den nøjagtige situation, men der er ingen ændring i vanen.

Vi kan fange os lige i det øjeblik, hvor lille hjerte kaprer vores naturlige ånd. Vi kan arrestere urolighedsmanden under forbrydelsen. Når vi er klar over, kan vi se, at denne holdning ikke kun er dum, men også meget destruktiv. Det ødelægger harmonien og vores lykke i det daglige liv. Følelser som, at jeg må vinde dette argument, jeg skal skubbe min mening igennem og så videre, underminerer venskaber og forhold. En mindre ven, mere ensomhed i og omkring. Verden bliver kold og farveløs. Hvad tjener vi på det?

I det øjeblik, hvor der er en hærdning omkring hjertechakraet, og selvvigtigheden er ved at tage over, sætte en pause, sige nej til den holdning ved at erkende, at jeg har været nede på denne vej før, og den fører ingen steder. Gå i stedet tilbage et øjeblik og lad din grundlæggende intelligens regere. Hver gang den begrænsende vane falder væk, bliver dit hjerte større, og viljen til at inkludere og værdsætte bliver mulig. Det er så let. Et lille skridt ad gangen, lad goodwill og velgørenhed leve og trække vejret. Da den dårlige vane vokser mindre og mindre, bemærker vi, at tolerance kommer oftere og lettere, ligesom skalaerne skifter på en vægt. Der er ingen anden måde; vi er nødt til at arbejde med det, og vi er nødt til at beslutte at tage ansvar for dette, for der er ingen andre, der kan gøre det. Det kan vi, når vi også vil.

Når jeg konfronteres med en snæversynet holdning og sårende ord, bliver denne spænding så indlysende, næsten en fysisk smerte, og jungleinstinktet siger, at du skal kæmpe tilbage. Så tager jeg en pause og bliver stille lidt, tillader et stille, mildt suk dybt inde, her går det igen: skal jeg sluge agnet eller løse det lige her og nu? I den pause opdager jeg ofte den ressource, der er til rådighed, for ikke kun at være stille, men også blid, og den opdagelse er mere værd end rent guld. Fra varmen og åbenheden er det så meget lettere at være venlig og skarp og at sige det rigtige, der hjælper situationen, ikke kun for mig, men også for den anden person. Når vi begynder at opdage, at vi kan vende tingene rundt, bliver det smertefulde øjeblikke til humor og varme, og der er mindre og mindre begrænsende holdning. Dette er det miljø, hvor hjertet vokser, og livet bliver mere meningsfuldt. Vi vokser, når vi nedbryder grænser.

Kilde:

www.levekunst.com